Bestyrelsens beretning for 2025

Bestyrelsens beretning for året 2025
”Sammen for idræt – stærk i samvirket”

Hvad er skønnere end at samles her en dejlig aprilaften i 2026 og sammen få noget godt at spise og, se tilbage på året, der er gået – på godt og ondt. Det gør vi med stor glæde sammen med vores  86 medlemsforeninger, som tilsammen tæller omkring 14.300 medlemmer. Det er flot.

Årets første store opgave for Idrætssamvirket (IS) var at tage stilling til afholdelsen af vores prisfest i samarbejde med Sparekassen Danmark. I 2024 samlede arrangementet over 250 foreningsaktive – ledere, trænere, forældre og ikke mindst de nominerede. Prisuddelingen fandt sted i Aulaen på Frederikshavn Gymnasium.

Den store interesse gjorde hurtigt prisfesten interessant for flere aktører. Selvom aftalen oprindeligt var treårig, viste både Kultur- og Fritidsafdelingen samt Arena Nord interesse for at løfte arrangementet til et endnu højere niveau. Efter overvejelse valgte vi at indgå i projektet og investere i det, både med tid og ressourcer. Resultatet blev en stor awardfest i Arena Nord i efteråret 2025, hvor ikke færre end 750 deltagere fra foreningslivet var samlet. En aften med stor opbakning, flot underholdning og en værdig hyldest til frivillige og idrætsudøvere.

I 2026 vil vi evaluere arrangementet, men meget tyder på, at awardfesten vender tilbage i første kvartal 2027, hvor tidspunktet vurderes mere hensigtsmæssigt.

Året bød også på en uventet økonomisk gevinst. Spar Nord blev opkøbt af Nykredit, og da Idrætssamvirket gennem mange år har ejet aktier i Spar Nord, valgte vi at sælge på et gunstigt tidspunkt. Det vil fremgå nærmere af regnskabet.

Ved årets generalforsamling var der genvalg til kasserer Jytte E. Christensen, bestyrelsesmedlem Jakob Pedersen samt undertegnede. Lene Nielsen valgte at træde ud, og det lykkedes desværre ikke at finde en afløser.

Årets priser på 2 x 2.000 kr. tiltrak mange stærke indstillinger fra foreningerne – tak for det. Det er altid en svær opgave at vælge blandt så mange værdige kandidater. Årets modtagere blev:

  • Årets ildsjæl: Maria Gyldendal Christensen, FFI Brydning 
  • Årets træner: Martin Iversen, Skiold Sæby IF 

Stort tillykke endnu en gang.

Efter sommerferien begyndte planlægningen af tre valgmøder i forbindelse med kommunalvalget. Møderne blev afholdt i uge 41 – Danmarks Motionsuge – og samlede både god opbakning fra foreningerne og deltagelse fra de lokale politikere. Debatterne blev kompetent styret af moderator Michael Frederiksen fra Kanal Frederikshavn.

Valget førte til ændringer i den politiske struktur, og det nye udvalg med relevans for foreningslivet hedder nu Udvalg for Kultur, Idræt, Forening og Lokalsamfund (KIFL). Vi vil fortsat arbejde for, at Folkeoplysningsudvalget, hvilket vi nu er formand for, i højere grad inddrages og anvendes aktivt.

 

Som en del af arbejdet med sportsklasserne har vi sammen med blandt andet ishockeyklubben søgt midler til PR og markedsføring. Ansøgningen blev imødekommet, og arbejdet er sat i gang i samarbejde med blandt andre Handelsskolen.

Derudover er vi involveret i etableringen af et frivillig- og trænerakademi i samarbejde med ungdomsskolen, forvaltningen og lokale skoler. Projektet er støttet af blandt andet Spar Nord Fonden og Pertnerskabspuljen.

Et nyt projekt ved årets udgang omhandler de kommende værnepligtige på Søværnets sergentskole i Bangsbo. Her bliver det vores opgave – i samarbejde med relevante aktører – at skabe attraktive fritidstilbud, der kan bidrage til at fastholde de unge i kommunen.

Vores tre strategiske spor – idrætspolitik, synlighed og udvikling – har nu været grundlaget for vores arbejde i fire år, og vi oplever i stigende grad at blive inddraget og lyttet til. Det er vi både glade for og stolte af. I 2026 vil vi arbejde med at fastlægge nye strategiske mål for de kommende fire år.

Partnerskabspuljen er kommet godt fra start og begynder nu for alvor at skabe værdi i foreningslivet. Vi ser flere samarbejder og tværgående aktiviteter, hvilket er meget positivt.

Vores søsterorganisation FUF har desværre været udfordret på bestyrelsessiden. Vi håber fortsat, at det lykkes at finde en bæredygtig løsning.

I årets løb har vi været repræsenteret ved både Idrætsårsmødet i Aalborg samt DGI’s årsmøde og repræsentantskabsmøde i Horsens. DGI Nordjylland har fået ny direktør i Torben K. Lauritsen efter Birgitte Nielsen.

Vi følger også DIF’s arbejde med spydspidsforeninger med stor interesse. I Frederikshavn Kommune arbejdes der aktuelt med et samarbejde mellem de tre skøjteklubber med fokus på især ungdomsarbejdet.

Politisk har året været præget af økonomiske udfordringer, blandt andet som følge af kommunens overtagelse af havnen. Det har medført besparelser, herunder indefrysning af anslægspuljen, hvilket vi finder bekymrende. Der er dog fortsat mulighed for at søge akut støtte ved behov.

Den demografiske udvikling med flere ældre borgere sætter øget fokus på sund aldring. Vi ser mange gode initiativer, både sociale og fysiske, som vi bakker op om.

Samtidig oplever vi medlemsfremgang – både lokalt og nationalt. Med 2,5 millioner medlemmer i DIF og DGI er fællesskabet stærkere end nogensinde. Særligt blandt seniorer ses en markant vækst.

Vi har desuden meldt os ind i Danske Idrætsråd & Samvirker (DIS), som styrker vores muligheder for at påvirke idrætspolitikken både regionalt og nationalt.

Tak
Af hjertet tak til alle jer i foreningerne, som hver dag skaber liv, fællesskab og bevægelse. Uden jer – ingen Idrætssamvirke.

 

Tak til medlemsforeninger, politikere, forvaltning og samarbejdspartnere for jeres engagement og opbakning. Og tak til bestyrelsen og udvalg for det store arbejde gennem året.

Idrætssamvirket er kun så stærkt som det fællesskab, vi bygger sammen. Og vi står stærkt – fordi I står sammen.

På bestyrelsens vegne
Hasse R. Christensen